Steve Jobs er død, 56 år gammel

Det er ikke mere end nogen få dage siden at folk spekulerede på om det var Tim Cook eller Steve Jobs der skulle præsentere den nye iPhone samt iOS 5 d. 4. oktober. De fleste var nok ikke overraskede over at det blev Tim Cook da Steve Jobs havde gået ned fra sin position som CEO for firmaet pga. helbredsmæssige årsager.

I dag kan vi så bringe den sørgelige nyhed at Steve Jobs er død, 56 år gammel. Ifølge familien sov han stille ind.

Udtalelsen kommer fra Apple selv, da forsiden af deres hjemmeside Apple.com kun fik lov at blive prydet af den nye iPhone 4S i under et døgn.

“Apple har mistet en visionær og et geni, og verden har mistet et fantastisk menneske. Dem af os der har været heldige nok til at kende og arbejde med Steve har mistet en fantastisk ven og en inspirerende mentor. Steve efterlader et firma kun han kan have bygget, og hans ånd vil for evigt være fundamentet for Apple.

– Apple.com

Steve Jobs har altid været en stor entreprenør. Han grundlagde Apple med Steve Wozniak i 1976, forlod senere firmaet efter uenigheder med ledelsen, for så senere at blive inviteret tilbage da Apple købte Steve Jobs computerfirma Next mens det gik stærkt ned af bakke for firmaet, og på bare lidt over 10 år fik Steve Jobs vendt Apple fra at være et firma på fallittens rand til på nuværende tidspunkt at være det største elektronikfirma i hele verden. Steve Jobs har derudover arbejdet med Pixar og Disney, og har bl.a. været med til at skabe Toy Story i perioden hvor han ikke var hos Apple. Du kan se en dokumentar om hele Steve Jobs karriere hos Bloomberg.

Fra Mobilterminalens side ønsker vi Steve Jobs familie det bedste. Tak for alt Steve, og held og lykke et sted deroppe!

Du kan kondolere eller dele dine tanker ved at skrive en email til [email protected].

2 tanker om “Steve Jobs er død, 56 år gammel”

  1. Det er virkelig en sørgelig nyhed. Der er virkelig magi over Steve og selvfølgelig over selve Apple.

    Jeg kondolerer og ønsker det bedste for pårørende, både familie, kolleger og venner

    RIP Steve Jobs

  2. Det er meget sørgeligt, ja. Det bliver interessant at se hvordan virksomheden bliver videreført på sigt. At sige Tim Cook udviser samme entusiasme omkring Apple er måske en lettere overdrivelse… Meget af Apples succes har jo netop været pga. Jobs og hans måde at promovere og få folk til at betale i dyre domme for produkter man, dybest set, måske ikke har brug for (her tænker jeg primært på iPad’en).

    Allerede nu er Apples aktie nede, hvor Samsung og LGs begge er oppe.

Skriv et svar