Samsung var en af de første producenter på banen med en konkurrent til Apples iPad med deres Galaxy Tab, en minimal 7″ tablet PC kørende Android 2.2.
Samsung har bekræftet at de har en større version med en 10,1″ skærm (hvilket er en del mere end sin 7″ lillebror) i produktion, men Apples annoncering af iPad 2 sidste uge har nu tvunget Samsung til at foretage nogle ændringer på deres tablet for at holde trit. Samsungs vicepræsident, Lee Don-joo, nævner bl.a. det faktum at iPad 2 er meget tynd (8,8 mm) som et stærkt træk fra Apples side, hvor Galaxy Tab 10,1″ er 10,9 mm.
Udover tykkelsen udtaler Don-joo også at Samsung efter alt sandsynlighed vil sætte prisen på den nye Galaxy Tablet ned for bedre at kunne konkurrere med iPad, noget som de oprindeligt ikke havde planlagt.