Telefonhjemmesiden PocketNow har taget et kig på pre-release Windows Phone 7 styresystemets mailapplikation, og valgt at sammenligne den med mailprogrammerne hos de to andre store spillere på markedet, Apples iOS og Googles Android. Videoen er lige over 7 min lang, og PocketNows mand gennemgår forskellige opgaver i hvert e-mail program individuelt.
Windows Phone 7 får stor ros med på vejen for den måde applikationen nemt kan håndtere flere e-mails ad gangen, samt hvor nemt det er at sortere i sin indbakke, så man kan se alle beskeder, ulæste beskeder, vigtige beskeder osv. Især iPhone kommer under kritik i videoen, da iPhonens brugerinterface i nogle tilfælde simpelthen ikke er godt nok. Android får også et par hak med på vejen.
Windows Phone 7 har dog også nogle problemer. Et af kritikpunkterne er at WP7 er den eneste e-mail klient der ikke understøtter visning af HTML-emails, hvilket dog er en feature der muligvis kommer med i den færdige udgave. Derudover er der ingen mulighed for en samlet indbakke i WP7 endnu, som samler dine mails fra forskellige mailadresser i samme indbakke.
Alt i alt er præsentationen dog imponerende, og vi glæder os til at se hvad WP7 ellers har at byde på.
Kilde: PocketNow – YouTube