Teleselskabet 3 vil ikke give 30 dages returret, som Apple ellers fortalte ved pressekonferencen omkring antenneproblemerne på iPhone 4.
Kommunikationschef Stine Green Paulsen udtaler:
“Vi har valgt at give kunderne den almindelige to års reklamationsret, som man har med alle andre produkter.”
Dette betyder, at hvis du skulle have signalproblemer hos 3, så kan du ikke bare gå ned i din lokale 3-butik og aflevere den tilbage. Den skal derimod igennem deres teknikere, som derefter skal vurdere, om der er noget galt med telefonen. Du har dog stadig de lovpligtige 14 dages returret, hvis telefonen er købt via postordre.
Yderligere udtaler 3, at de har taget kontakt til Apple, men at de ikke har fået noget svar tilbage. Både hos Telia og hos Telenor leveres den 30 dages returret, dog har Telenor ikke taget en beslutning om, hvorvidt man også kan få opsagt sit abonnement.
Kilde: iphone.vildmedmac.dk