Der har den seneste tid væltet en bølge af nye mobiler ind over markedet, som har været udstyret med dobbelt kerner – eller dobbelte processorer. For den mindre tekniske betyder det blot at telefonen har to ”hjerner”, som gør den i stand til at kunne håndtere flere aktiviteter på samme tid og derved hurtigere da hver kerne tager sig af sin egen aktivitet. Dobbelt processor (eller dual-core) har længe været fremme på computer/laptop-markedet for forbrugere, hvor quad- og sågar hexa-core (6 kerner) har set dagens lys.
Det interessante ved dobbelt-core i telefoner er naturligvis den meget lille plads der er at gøre med, hvilket gør det specielt at det overhovedet kan lade sig gøre at presse så meget computer-kraft ned i sådan en lille gadget.
Vi er indtil nu blevet præsenteret for dobbelt-kerne mobiltelefoner fra producenter som LG, HTC og Samsung og nu er tiden kommet til den velkendte fabrikant, Sony Ericsson. Samme selskab lancerede tidligere på året Sony Ericsson Arc og nu er virksomheden klar med en efterfølger, som efter sigende kommer til at hedde ”Duo”. Det hele er stadig på rygtebasis, men det vil være nærliggende for Sony Ericsson at komme med en konkurrent til de nuværende modeller fra konkurrenterne.
Nyheden om Sony Ericsson Xperia Duo er dukket op på et kinesisk webforum, hvor nogle mener at mobilen er lige på trapperne. Der er ikke rigtig nogle meldinger om specifikationer på enheden endnu, men ud over dobbelt CPU, regner man med den kommer med 8 megapixel kamera, og desuden kommer til at ligne tidligere SE Arc. Det lader ikke til den vil være udstyret med blitz, så det bliver nok almindelig LED.
Da der stadig er tale om rygter, har det ikke været muligt at få flere oplysninger om den komne mobil. Sony Ericsson plejer dog ikke at sidde på hænderne særlig længe, så mon ikke vi snart hører noget mere definitivt? Mobilterminalen skal i hvert fald sørge for at dække den, når den rammer markedet.