Det er ingen større hemmelighed at Apple altid har været meget konsistente med deres skærmstørrelser, og selvom en 4″ iPhone har været rygtet før, har det aldrig været særligt solide rygter, andet end at det har været bekræftet at Apple har eksperimenteret med konceptet internt.
Den japanske nyhedsside Macotakara rapporterer at Hitachis og Sonys skærmafdelinger er begyndt at sende 4″ skærme til Apple, som angiveligt skal bruges til den næste generation af iOS enheder.
“Ifølge vores Asiatiske kilde er Hitachi Displays, Ltd. og Sony Mobile Displays Corporation startet med at sende 4″ LCD-skærme til den næste iOS enhed, samt LCD-skærme til iPad 3.”
– Macotakara
Det er desværret ikke specificeret hvilken iOS-enhed der er tale om, hvilket betyder at der enten er tale om den næste generation af iPhone, iPod Touch eller et helt nyt projekt som Apple vil overraske os med. iPod Touch er også en god sandsynlighed, da den er vokset til at blive verdens største mobile spilplatform foran mange andre dedikerede håndholdte konsoller, og netop en spilkonsol vil have stor fordel af en større skærm. iPhone er dog også et naturligt valg, da Apple netop tidligere har udtalt at de har eksperimentet med ideen, og det er angiveligt 2012-iPhonen der skal være næste telefon der får en 4″ skærm.
En internetafstemning på MacRumors med over 75.000 stemmer viser at 69% af brugerne vil foretrække en iPhone med en 4″ skærm frem for de nuværende 3.5″. Især mange af Apples konkurrenter er for nyligt begyndt at sende en stor mængde telefoner ud med relativt store skærme, hvor 4.3″ især er blevet populært, og hvor enheder som f.eks. Galaxy Nexus kommer med en endnu større skærm (4.65″). Derudover har disse telefoner ofte også fysiske- eller touch-knapper der ikke er en del af skærmen, hvor iPhone er 100% afhængig af touch-skærmen og home-knappen for at navigere.