Nokia C7 anmeldelse
På den sidste Nokia World-konference var det næppe C7 der stjal spotlyset frem for andre smartphones, men det gør heller ikke telefonen overset. Loadet med den nyeste version af Nokias Symbian styresystem, Symbian^3, er C7 Nokias bud på en god mellemklassetelefon med en respektabel størrelse. Men kan den stå distancen mod sine konkurrenter? Der kigger vi på herunder, hvor vi bl.a. sammenligner med lillebroderen C6-00.
Design
Sammenlignet med C6 har C7 en lidt større skærm, som samtidigt rækker længere ned. Med 3,5” mod de 3,2” på C6, tilbyder C7 en lidt større skærmoplevelse for dem der kan lide at få lidt ekstra ud af deres telefon. Nokia har valgt at gøre skærmen/telefonen relativt høj i 16:9 format (i modsætning til mange andre 3,5” telefoners 4:3 forhold), men det generer ikke på nogen måde. Med sine runder former og relativt tynde design (10,5 mm tyk) er telefonen en fornøjelse at have i hånden. I modsætning til visse andre telefoner føles telefonen solid, og man undgår følelsen af at stå med en samling billig plastik i hånden, samt at det ikke er så nødvendigt at købe en case til telefonen som det er til andre telefoner. Sammenlignet med C6’eren udnytter C7 mere af pladsen til sin 0,3″ større skærm, så der derved er mindre spildplads at rode med på selve telefonen.
Telefonen kan fås i 3 farver: sort, mahogni og frostblå (N.B.: ikke alle forhandlere har alle farver tilgængelige).
På den tekniske side…
Selvom skærmen er en smule større, så deler C6 og C7 samme skærmopløsning på 640 x 360 (16:9). Dog er C7 relativt overlegen når det kommer til indmaden, bl.a. med en 50% hurtigere processor på 680 Mhz, samt mere hukommelse. Telefonen kommer med 8 GB intern lagerplads til musik, applikationer og hvad man ellers kunne ønske at fylde på sin mobil, samt microSD support med op til 32 GB ekstra.
Telefonen har som noget ekstra et frontkamera til videoopkald udover bagsidekameraet på 8 megapixel. Især bagsidekameraet er en fornøjelse at arbejde med da det tager billeder hurtigt, men desværre har det svært ved at stille skarpt på ansigter. Frontside VGA-kameraet er til gengæld ikke noget at råbe stort hurra for, men det er bedre end telefoner der kun har et kamera.
C7 har derudover en ganske imponerende batterilevetid i forhold til andre moderne smartphones, hvor telefonen kan holde i reletivt lang tid (alt afhængigt af hvordan den bruges). Der er intet så irriterende som at have sjov med sin smartphone, og så opdage at batteriet hastigt er skredet mod nulpunktet på stort set ingen tid, og C7 består her distancen med fine karakterer.
Herunder ses de overordnede specifikationer:
- 3,5” 640 x 360 multi-touch AMOLED skærm
- 680 Mhz ARM11 processor
- 8 GB intern hukommelse, op til 32 GB microSD
- 8 megapixel kamera med 720p videooptagelse
- HSDPA (3.5g) understøttelse
- USB 2.0, BlueTooth 3.0, Wi-Fi og GPS, FM Radio og GPS
- 117,3 x 56,8 x 10,5 mm, 130 gram
- Jack-stik til høretelefoner
- Symbian^3
Systemet
Man kan trygt sige at Nokia med Symbian^3 er kommet en del nærmere Android og iOS. Systemet kører glat og elegant det meste af tiden, men har nogle irritationsmomenter. Bl.a. er e-mail og kalendersystem under standard i forhold til hvad bl.a. Android og iPhone byder på, og opsætningen af systemet er heller ikke optimal. I sidste ende vil valget af en Nokia-mobil ofte omhandle om man foretrækker Symbian over Android eller iOS, men selvom Symbian^3 bestemt er et skridt tættere på, så er der visse steder hvor systemet godt kunne have været finpusset en smule bedre, bl.a. touch-screen tastaturet kan være problematisk at arbejde med, og kræver en del tilvænning, hvilket sandsynligvis vil genere dig hvis du elsker at bruge din mobil til at skrive med. Opsætningen af systemet kan også være frustrerende, især hvis du hærer til blandt de utålmodige brugere.
Symbian^3 fungerer dog alt i alt udmærket, og kommer med Nokias Ovi Store hvor man kan downloade applikationer til telefonen ligesom det kendes fra andre smartphones. Du kan sammensætte op til 3 hjemmeskærme efter dine personlige præferencer, og telefonens farvetema er behageligt at kigge på. Systemet er ikke mere forvirrende end at man hurtigt regner ud af det, men det anbefales kraftigt at man bruger tid på at sætte telefonen op så alt virker logisk for en selv, og for at undgå visse irritationsmomenter som der efter vores mening burde have været styr på fra starten.
Samlet vurdering
Nokia C7 er fra den hardwaremæssige side en ganske fin telefon med en relativt hurtig processor (hurtigere end iPhone 3GS på 612 Mhz), en dejlig form der gør den fantastisk at have i hånden, og den kommer masser af funktionalitet som BlueTooth, microSD og USB der giver dig en lang række muligheder som bruger til at benytte telefonen som du lyster, og telefonens overordnede funktionalitet er alt hvad man kan forvente af en smartphone. Telefonens udskiftelige microSD-kort gør det især muligt at få plads til en stor del medier på telefonen, en stor fordel i forhold til telefoner der har en låst mængde lagerplads, og den lange batterilevetid er dejlig for dem der godt kan lide at deres telefon holder bare en lille smule længere.
Det er kun på systemsiden at C7 (og Symbian generelt) stadigvæk føles at de ikke helt har formået at fange kvalitetsniveauet hos Android og iOS, og irritationsmomenter kan let forekomme, især hvis du tidligere kommer fra et andet system end Symbian. Men det er på ingen måde en større irritation end at vi varmt kan anbefale telefonen for folk som foretrækker Symbian frem for hvad de andre producenter har at byde på. Især folk der ikke er fans af de forskellige Android-brugergrænseflader producenterne smider ud med Googles system, samt folk som ikke bryder sig om Apples begrænsninger vil kunne finde en solid makker i C7.