Det bliver måske ulovligt at jailbreake sin smartphone igen i USA

For dem som husker tilbage, så blev det for et par år siden lovligt i USA at jailbreake sin telefon. The U.S. Copyright Office (USA’s ophavsretskontor) tilføjede tilbage i 2010 en undtagelse i USA’s store ophavsretslov, DMCA (the Digital Millenium Copyright Act), der tillod brugere at jailbreake/roote deres telefoner, og derved installere special software på deres telefoner.

Loven i USA kræver dog at denne undtagelse tages op til revision nogle år imellem, hvilket betyder at ophavsretskontoret i USA i år skal revidere om undtagelsen fortsat skal være i ophavsretsloven. Og det kan betyde at det endnu engang bliver ulovligt at rode med softwaren på sin smartphone i USA.

Det vil dog ikke ske uden kamp. Den elektroniske forbrugerorganisation Electronic Frontier Foundation (EFF) – der bl.a. var med til at hjælpe den originale undtagelse ind i loven – står endnu engang klar til at kæmpe for at amerikanske statsborgere fortsat lovligt kan jailbreake deres enheder. Derudover ønsker EFF at loven udvides til at omhandle spilkonsoller som f.eks. PlayStation 3 og Xbox 360, der også kan hackes, selvom det er en del sværere.

“Det har aldrig været meningen med loven at den skal begrænse lovlig aktivitet fra brugerens side på en enhed han har købt lovligt. Ideen med at man kan risikere kriminel retsforfølgelse fordi du har foretaget ændringer på noget du selv ejer er absolut ikke fair. Målet her er at gøre loven helt klar.”

– Rebecca Jeschke, direktør for medierelation og digital rettighedsekspert hos EFF

Blandt modstanderne for lovlig jailbreaking finder man bl.a. Apple, der som altid er relativt hensynsløse når det kommer til folk som roder med deres hardware. Andre mulige modstandere kan bl.a. være Sony, som tidligere har sagsøgt til venstre og højre mod bl.a. hackeren GeoHot for at rode med deres PlayStation 3.

Kilde: EFF

 

Skriv et svar