Google og Samsung har her til morgen i fællesskab offentliggjort Android 4.0 Ice Cream Sandwich og deres nye Galaxy Nexus telefon.
Vi starter med den nye telefon, som helt sikkert er noget af det mest imponerende stykke legetøj vi længe har set. Vi har tidligere fremvist specifikationerne, hvor der var tvivl om hvilke der var de rigtige. Det viser sig at de seneste vi rapporterede (1,5 Ghz dual-core CPU, 8 megapixel kamera) DESVÆRRE ikke var rigtige, men imponerende er det stadigvæk.
Telefonen kommer med en 1.2 Ghz dual-core CPU, en 720p Super AMOLED HD skærm (1280 x 720) på 4,65″, et 5 megapixel bagsidekamera (lidt af en skuffelse) og et 1,3 megapixel frontkamera. Heldigvis er bagkameraet stadigvæk i stand til at optage 1080p video, og med LED blitz og panorama-understøttelse er der bestemt noget at kigge på.
Derudover har telefonen NFC til trådløs betaling, gyroskop og accelerometer, og som noget helt specielt et barometer, 1 GB RAM, et 1750 mAh batteri (hvilket er relativt okay, telefonens størrelse taget i betragtning), og intern plads ligger mellem 16 eller 32 GB hvor valget er frit. Telefonen vil desuden komme i en 3G og LTE-version afhængigt af hvor i verden den sælges (forhåbentlig LTE-understøttet i Europa, da dette efterhånden bliver rullet hurtigt ud i Danmark).
Som altid når Google er med bag en Android telefon er telefonen den første med Ice Cream Sandwich. Udover den opdaterede version af styresystemet og de andre lækre specs, så er det HD skærmen på 4.65″ er bestemt en af de ellerstørste attraktioner ved telefonen. Skærmen er som forventet en smule buet i stedet for helt flad, hvilket er for at beskytte telefonens skærm mod ridser når den ligger ned (we like!).
Følg med på sitet senere i dag hvor vi præsenterer Ice Cream Sandwich og alle de nye innovationer der følger med. Der er en lang liste af features, bl.a. evnen til at låse telefonen op med ansigtsgenkendelse, og vi glæder os til at få telefonen i hånden selv.