Det har taget sin tid efter udgivelsen af iOS 4.2.1, især taget i betragtning af at iOS 4.3 gerne skulle være lige på trapperne, men Chronic Dev Team har nu udgivet den næste version af deres jailbreak Greenpois0n, som er det første iOS 4.2.1 jailbreak der er untethered (dvs. at det ikke kræver en computer at starte telefonen op efter jailbreak).
Jailbreaking virker for ALLE iPhones der kan køre iOS 4.2.1, inkl. 3G, 3GS og 4 (vi ved endnu ikke med iPad eller iPod Touch). Foreløbigt er der ikke meget info omkring jailbreaking, så vi anbefaler evt. at vente til der er lidt mere info om hvor godt Greenpois0n virker med 4.2.1.
Jailbreaket er foreløbigt ude til Mac og Windows. Du kan downloade det på Greenpois0ns hjemmeside. Derudover har Steve Streza valgt at sammensætte en god artikel der forklarer om de risici der er forbundet med jailbreaking.